moskushjorte

Moskushjortene udgør deres egen familie, Moschidae. Tidligere betragtede man dem som en underfamilie af de egentlige hjorte (familien Cervidae), men nye DNA-undersøgelser viser, at de i stedet er en søstergruppe til de skedehornede hovdyr (familien Bovidae). Dermed kunne man argumentere for, at moskushjorte reelt set ikke er hjorte. De tilhører drøvtyggerne (underorden Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenene Artiodactyla).

Alle nulevende arter af moskushjorte placeres i en enkelt slægt, Mochus. Der anerkendes syv arter, som her er vist med vægt og skulderhøjde i parentes:

• østlig dværgmoskushjort (Moschus anhuiensis) (7-10 kg; <50cm)
• vestlig dværgmoskushjort (Moschus berezovskii) (6-9 kg; <50 cm)
• alpin moskushjort (Moschus chrysogaster) (10-18 kg; 50-60 cm)
• kashmir-moskushjort (Moschus cupreus) (12-17 kg)
• sort moskushjort (Moschus fuscus) (8-15 kg; <50 cm)
• himalaya-moskushjort (Moschus leucogaster) (11-18 kg; 51-53 cm)
• nordlig moskushjort (Moschus moschiferus) (7-17 kg; 56-61 cm).

Moskushjorte er ret små hovdyr og vejer kun 6-18 kg; til sammenligning har rådyr en vægt på 20-25 kg. Usædvanligt blandt parrettåede hovdyr bliver hunnerne af moskushjorte i gennemsnit en smule større end hannerne.

De er tætbyggede, hvilket muligvis er en tilpasning til at klatre på klipper, som altid udgør en vigtig del af deres territorier. Desuden er deres bagben væsentlig længere end forbenene, hvilket giver dem en kileformet kropsform, der er velegnet til at mase sig igennem tæt buskads; det samme ses hos de afrikanske dykkerantiloper. De lange bagben giver moskushjorte en stor springkraft, og når de flygter fra fjender, foregår det i zigzag i gevaldige spring .

De har hverken gevir eller horn. Til gengæld er hannerne bevæbnet med 7-10 cm lange, krumme hjørnetænder i overmunden, som de bruger i deres interne slåskampe. Hjørnetænderne er så lange, at de rager et godt stykke ud af munden, når den er lukket.

Moskushjorte har lange, lodrette ører, der minder om øerne hos kænguruer. Som en tilpasning til et liv på kolde levesteder har de en tyk pels. De er typisk grå eller brune; to af arterne med et mønster af lysere pletter og striber på oversiden.

Moskushjortene er udbredt i bakkelandskaber og bjerge i Kina, Sibirien og Himalaya. Alpin moskushjort lever i op til 5.000 meters højde, og flere af de andre arter når op i over 4 kilometers højde. De fleste arter holder især til i skov, men alpin moskushjort lever også over trægrænsen i det tibetanske højland.

Fælles for moskushjortene er, at de holder til på kolde levesteder, og mange af dem findes i områder, hvor jorden kan være dækket af sne i over halvdelen af året.

Moskushjorte er vegetarer. Føden består dog ikke kun af planter. Om vinteren kan deres vigtigste fødekilde være laver, især skæglaver. Mosser fylder også meget i deres vinterkost. I sommerhalvåret har de adgang til en mere varieret føde af bl.a. græsser, bregner, blade, skud og bambus.

Moskushjorte er selektive i deres fødevalg og går efter planter med højt indhold af proteiner og kalorier og et lavt indhold af fibre.

Moskushjorte er overraskende gode til at klatre i træer. De gør det både for at fouragere, fx på skæglaver, og for at slippe fra forfølgere. De kan klatre 3-4 meter op i træer og balancere rundt på tynde grene.

I den forbindelse med bl.a. klatringen kommer deres særlige fødder i spil. De er udstyret med lange, skarpe kløer. Ud over de to store, centrale hove, som normalt bærer deres vægt, så har de på hver fod to ekstra hove, en på hver side af de centrale hove. De ekstra hove er så lange, at de næsten når ned til jorden. Under klatring holder moskushjortene de to sidehove bagud, så de har tæer på begge side af grenene, hvilket giver dem et sikkert fodfæste.

De to sidehove er givetvis også til gavn, når moskushjortene bevæger sig i sne.

Moskushjorte betragtes som sky og nervøse dyr, som er mest aktive om natten eller i skumringen. De lever sædvanligvis alene, på nær mødre med unger, og hannerne er stærk territoriale over for andre hanner. Derudover er det ret begrænset, hvad man ved om moskushjortenes adfærd i naturen.

Hunnerne går drægtige i 5-6,5 måneder. Nordlig moskushjort og de to arter af dværgmoskushjort får normalt tvillinger. De andre arter får typisk én unge ad gangen.

Ungerne fødes med rødlige pletter og striber. Inden for hovdyr ser man overordnet to strategier i forhold til de nyfødte unger. Hos nogle arter efterlader mødrene deres unger i skjul i den første tid (den slags unger kaldes på engelsk for hiders). Hos andre arter kommer ungerne hurtigt på benene og følger moren med det samme (de kaldes for followers). Hiders er typisk kamufleret med et mønster af pletter og striber, så de bedre falder i et med vegetationen. Det gælder netop moskushjortenes unger. Mødrene opsøger kun ungerne 1-2 gange om dagen for at lade dem die. Hos vestlig dværgmoskushjort efterlader moren sine unger i skjul i hele to måneder.

Navnet moskushjort kommer af hannernes store kirtel nederst på maven. Kirtlen producerer et kraftigtlugtende, tyktflydende sekret kaldet moskus. Især i parringstiden, hvor kirtlen svulmer meget op, producerer hannerne store mængder moskus, som de bruger til at duftmærke deres territorier. Sekretet stimulerer hunnerne seksuelt og f��r dem til at løbe rundt med høj fart og uden nogen bestemt retning.

Moskuskirtlen er højt værdsat og eftertragtet både i parfumeindustrien og i traditionel kinesisk medicin. Som følge deraf er moskushjorte efterstræbte og fanges intensivt bl.a. med snarer, hvilket har ført til, at samtlige arter i dag er truede.

• hjorte
• parrettåede hovdyr