goraler

Goralerne tilhører slægten Naemorhedus inden for stammen Caprini, som også omfatter geder og får. Stammen Caprini hører til i familien af skedehornede hovdyr (Bovidae), underordenen drøvtyggere (Ruminantia) og ordenen parrettåede hovdyr (Artiodactyla).

Goralerne er søstergruppe til seroverne, og ny DNA-forskning viser, at goralerne og seroverne er de nærmeste slægtninge til moskusoksen. Til gengæld er de ikke, som man troede tidligere, nært beslægtet med gemserne og snegeden.

Tidligere blev goraler og serover kaldt gedeantiloper, men med vores nuværende viden om de skedehornedes taksonomi er dette udtryk forældet.

Der kendes tre arter af goraler, som her er vist med vægt og skulderhøjde i parentes:

• rød goral (Naemorhedus baileyi) (20-30 kg; 55-61 cm)
• langhalet goral (Naemorhedus caudatus) (24-47 kg; 69-75 cm)
• himalaya-goral (Naemorhedus goral) (20-42 kg; 50-71 cm).

Goraler er på størrelse med den afrikansk dværgged, som er den race af tamgeder, man ofte ser i danske zoologiske haver. Ligesom gederne er goralerne tætbyggede, hvilket er en tilpasning til at leve i stejlt, klippefyldt terræn. De er formidable klippeklatrere.

De har ret korte, tilbagesvungne horn med en længde på 8-23 cm. Hornene er nogenlunde lige lange hos hannerne og hunnerne, men hannernes horn bliver kraftigst. Ellers er der ikke stor forskel på udseende af de to køn.

Goralerne er typisk grå eller brune. En undtagelse er rød goral, der, som navnet antyder, er rødbrun.

Goralerne er udbredt fra Kashmir og Himalaya til stillehavskysten i øst. De findes i Pakistan, Nepal, Bhutan, Indien, Myanmar, Kina, Korea og Rusland.

De lever i stejle, klippefyldte, skovdækkede områder fra kystnære klipper til bjerge i op til 4.500 meters højde. Goraler kan græsse i åbne områder, men er sjældent langt fra skovdække og uvejsomt klippeterræn, som de kan søge tilflugt i. De findes i mange typer skov, fra løvfældende til nåle- og bambusskov.

I nogle bjergområder kan goraler om sommeren bevæge sig op til alpine enge over trægrænsen for at udnytte fødeudbuddet her. Goraler kan klare snedække på op til 35 centimeters tykkelse og graver ned gennem sneen for at komme ned til føde.

Goraler er planteædere. Himalaya-goral og langhalet goral foretrækker græs, når det er tilgængeligt, og hos begge arter kan græs udgøre over 90 % af kosten. De æder dog også anden plantekost som blade, skud og kviste fra træer og buske samt urter, frugt og nødder.

Rød goral kan udnytte de samme slags planteføde som de to andre arter, men er ikke i samme grad specialiseret i græs. Til gengæld kan en stor del af dens føde bestå af laver, især skæglaver.

Goraler er drøvtyggere med fire mavekamre, hvilket giver en effektiv fordøjelse af fiberholdig plantekost.

Man ved kun lidt om goralernes sociale liv, hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at de lever i svært tilgængelige områder, hvor de kan være udfordrende at observere.

De fleste voksne hanner er solitære og tilsyneladende territoriale. Hunner forekommer typisk i mindre grupper med en eller to voksne hunner og deres afkom. Nogle gange ser man dog lidt større, blandede flokke på mere end 10 individer af begge køn; i disse tilfælde er der ikke et køn, som dominerer det andet.

Hos himalaya-goral er de voksne hanner territoriale, men i yngletiden slutter de sig til hunnerne. Hanner af rød goral vides at være territoriale i parringstiden. I denne periode forsøger de at tiltrække hunner med et højlydt kald. Hunnen fløjter tilbage, så det kan høres på 500 meters afstand. Når en han, har fundet en hun, følger han hende tæt, til han får lov til at parre sig med hende.

Goraler kan være aktive både om dagen og natten. Nogle goraler fouragerer hovedsagelig om natten.

Goraler går drægtige i 170-218 dage og får normalt én unge ad gangen.

• serover
• skedehornede
• parrettåede hovdyr