Himalaya er Jordens højeste bjergkæde med adskillige tinder over 8000 m. Himalaya ligger, hvor Det Indiske Subkontinent grænser mod Centralasien. Bjergene rejser sig nord for Gangessletten som en 2.400 km lang og 250-300 km bred bjergbue med flere parallelle kæder.
Overgangen mellem sletten og bjergene, terai, er et tætbefolket landbrugsområde, og flere floddale i Nepal er også tæt beboet. Derimod rummer de egentlige bjergområder kun en sparsom befolkning.
Store dele af Himalaya var længe lukket for besøgende på grund af konflikten mellem Indien og Kina, men var i 1990'erne mål for en voldsomt stigende trekking- og bjergklatringsturisme.
Tinder som Mount Everest (8.848 m), Dhaulagiri (8.172 m) og Annapurna (8.091 m) bestiges hver sommer af talrige hold. For den spredte bjergbefolkning yder turismen et betydeligt økonomisk tilskud, men den har også, ligesom træfældning og skovrydning til landbrug, medført miljøproblemer i den meget følsomme natur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.