Dette synspunkt udmøntede sig i den såkaldt transcendentale fænomenologi, som Husserl præsenterede i værket Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie (1913): Fænomenologien må se bort fra det, som de andre videnskaber "naivt" forudsætter (fx eksistensen af den fysiske omverden), og alene studere "den rene bevidsthed".
Denne særlige indstilling kalder Husserl for epoche. Det er omstridt, hvorvidt den transcendentale fænomenologi repræsenterer en form for subjektiv idealisme. Mange af Husserls tilhængere opfattede det sådan, og den fænomenologiske bevægelse blev efterhånden spaltet i en realistisk og en idealistisk fløj.
I sine alderdomsskrifter blødte Edmund Husserl sit synspunkt op. I stedet for et enkeltstående "transcendentalt jeg" gjorde han nu bevidsthedernes fællesskab, intersubjektiviteten, til fænomenologiens grundlag. Han indførte tillige begrebet livsverden, som senere er blevet anvendt af bl.a. Jürgen Habermas. Under indtryk af de totalitære ideologier og irrationelle tendenser i samtiden formulerede han en humanistisk civilisationskritik, fx i Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie (1936).
Edmund Husserl har i mange år stået i skyggen af sine mere farverige elever, heriblandt Martin Heidegger, men hans filosofi har på det seneste fået fornyet aktualitet, bl.a. fordi den foregriber den moderne kognitionsforskning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.