Episteme er hos Platon og Aristoteles en betegnelse for den universelle viden, der nødvendigvis og altid er sand, og hvis objekter er uforanderlige.
Episteme sættes i modsætning til sanseerfaring og til doksa, den mening, der kan være sand i nogle tilfælde og falsk i andre.
De strenge krav til objekterne for episteme honoreres for Platon kun af idéerne. En lavere form for episteme, den diskursive eller dianoetiske erkendelse (fx anvendt i matematik) benytter ubeviste forudsætninger, der kun kan begrundes gennem en højere form, den noetiske eller filosofiske umiddelbare erkendelse af idéer.
For Aristoteles betegner episteme den "demonstrative" viden, der kan udtrykkes i en syllogisme, hvis konklusion bygger på nødvendigvis og universelt sande præmisser. Denne form for viden forudsætter forudgående sanseerfaring, men er underordnet fornuftens (nous') intuitive forståelse af det almene. Foreningen af episteme og nous hedder hos Aristoteles sofia, visdom. Hos stoikerne betegner episteme slutstadiet af fornuftens bearbejdning af sanseindtryk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.